Nyhedsbrev – Juni 2025

Nu er sæsonen godt i gang, og vi har været rigtig heldige med vejret. Vi har haft en travl forårssæson, hvor vi også har haft mange greenfee gæster, de har været meget glade for vores bane og for maden i Cafeen.

 

Banen

Banen står flot, og fairways fremstår skarpe. Vores nye robotklippere gør et godt stykke arbejde, og greenkeeperne arbejder løbende på at finjustere klippehøjden i samarbejde med Husqvarna. Det er vigtigt, at I hjælper os med at passe på banen: læg altid opslået tørv tilbage på plads, og ret nedslagsmærker op og riv bunkerne.

Husk også at tage jeres affald med ind fra banen til sorteringsstationen i gården – der vil være poser til rådighed, som I kan medbringe ud på banen til affald.

Vi har desværre oplevet en episode, hvor en spiller blev ramt af en golfbold uden at der blev råbt “fore!”. Heldigvis kom ingen alvorligt til skade, men hændelsen understreger vigtigheden af, at vi passer på hinanden på banen og overholder sikkerhedsreglerne. Sørg altid for at have øje for andre spillere og råb fore ved behov.

Til glæde for både spillere og dyreliv har vi fået opsat springvand i begge søer på banen. Dette er blevet muligt takket være et sponsorat fra Fynske Bank Fonden, som vi er meget taknemmelige for.

Der er flere der har gjort opmærksomme på, at vores bane er meget booket og at det er svært at få en tid.  Bestyrelsen vil i forbindelsen med den årlige strategi dag, drøfte hvorledes vi kan øge kapaciteten på banen bedst muligt.

 

Driving Range

Vi har desværre igen oplevet, at vildfarne bolde fra driving rangen er fløjet over Øster Hougvej og ind til vores naboer. For at undgå dette fremover har vi indført nye retningslinjer på rangen:

  • De 10 måtter tættest på “Sørens skur”: Her må du slå ud med alle typer køller, inkl. driver og fairway køller.
  • De 8 måtter tættest på hækken: Her må der kun benyttes korte jern – det vil sige fra 7-jern og op til sand jern (ingen lange jern, hybrider eller køller).
  • Ved kraftig blæst: På alle måtter må der da kun anvendes jern, uanset placering.

Vi er nødt til at tage disse hensyn, således at der ikke opstår yderligere problemer med naboerne. Hvis vi ikke passer på, kan der komme krav om at lukke rangen, og det ønsker vi selvfølgelig ikke.

Bygningerne

Her i foråret har vi fået renoveret vores baderum og toiletter i klubhuset, så faciliteterne nu fremstår lyse og moderne. Vi vil gerne rette en stor tak til vores sponsorer, der har bidraget til dette projekt: Sparekassen Danmark Fonde, Ideal Standard/Villeroy & Boch, The Platform, VVS Tek, XL Byg og Centrumfliser. Uden jeres støtte havde denne renovering ikke været mulig.

Vi arbejder desuden på at få vores TrackMann installeret i laden ved Sørens shop. Det bliver et projekt der kommer til at løbe hen over vinteren, med håb om at det kan stå færdigt til april næste år, der skal blandt andet søges byggetilladelse, og laves fondssøgning For at dette kan lade sig gøre, skal bygningen isoleres, og der skal bygges et par udslagsbåse. Vi vil meget gerne høre fra medlemmer, som har hænderne skruet rigtigt på, og som har lyst til at hjælpe med dette arbejde. Hvis du har mod på at give en hånd med, så kontakt venligst Michael.

Det betyder også at vi i denne vintersæson, igen etablere Trackmann i Sørens skur, når han har afsluttet sin sæson.

Endnu en bygningsnyhed: Gavlen på laden ved Sørens shop er blevet pudset op og bliver malet snarest muligt. En stor tak til murer- og entreprenørfirmaet Riishøj A/S for sponsoratet og hjælpen med dette projekt.

Frivillige

Vi vil gerne benytte lejligheden til at hylde vores frivillige. Som klub er vi utroligt taknemmelige for det store arbejde, som de frivillige medlemmer yder i det daglige. Derfor er vi meget glade for, at Fynske Bank Fonden har doneret 53.000 kr. til klubben – pengene gør det muligt for os at give alle de frivillige en flot polo-shirt som påskønnelse for deres indsats. Stor tak til fonden for det generøse bidrag, og stor tak til alle frivillige for jeres engagement!

Arrangementer i juli

Vi har mange spændende arrangementer i sommermånederne. Her er et overblik over, hvad der sker:

  • Uge 28 – Billig-uge: I uge 28 gentager vi successen med vores “billig-uge”, hvor greenfee er nedsat. Tilbuddet lyder på greenfee + mad for kun 150 kr. for gæster. Tag gerne venner med ud og benyt jer af den reducerede pris – og nyd en god runde golf efterfulgt af lidt at spise.
  • Uge 29 – Sommerturneringsuge: I uge 29 prøver vi noget nyt med turneringer hver dag fra mandag til fredag. Der bliver gunstart kl. 9:30 alle dagene. Mandag, tirsdag og onsdag afholdes turneringer for singler (individuelle spillere), mens torsdag og fredag står på parturneringer. Der vil være præmier hver dag, og derudover en Order of Merit-konkurrence onsdag og fredag. Turneringerne er åbne for alle – både medlemmer og gæster – og prisen for deltagelse er 175 kr. pr. dag, hvilket inkluderer mad efter runden samt præmier. Hver dag spilles der i forskellige turneringsformer (programmet vil fremgå på vores hjemmeside). Der er plads til maks. 88 spillere pr. dag; hvis der kommer flere tilmeldinger, oprettes en venteliste.
  • Uge 30 – Begynder-intensiv: I uge 30 lancerer vi et helt nyt begynderforløb, hvor man kan lære at spille golf på én uge. Dette er en gylden mulighed for nye golfere eller folk, der overvejer at starte – så kender du nogen, der går med en lille golfdrøm, så fortæl dem endelig om det her tilbud. Mere information om tilmelding m.v. følger på hjemmesiden.

Klubmesterskaber 2025 – Slagspil

Vi har gerne villet gøre klubmesterskabet til en begivenhed hvor flere af klubbens medlemmer har mulighed for at deltage, derfor har vi lavet handicap rækker så alle kan deltage.

Årets klubmesterskaber i slagspil afvikles over en weekend og er inddelt i følgende rækker:

  • Række A: Handicap +8 til 16,0 (elite-række). Spilles uden handicap (scratch).
  • Række B: Handicap 16,1 til 32,0. Spilles med handicap (modificeret 7/8 handicap).
  • Række C: Handicap 32,1 til 48,0. Spilles med handicap (modificeret 7/8 handicap).
  • Række D: Handicap over 48. Spilles på handicap (modificeret 7/8 handicap).
  • Række E: Juniorrække (for junior-spillere). Spilles med fuldt handicap.

Rækker A, B og C spiller på 18-hullers banen i separate dame- og herrerækker. Der spilles 2 runder – én lørdag og én søndag. Lørdag startes der kl. 8:00 i rækkefølgen A, B, C (hvor herrer i række A slår ud først, derefter damer i række A, og så fremdeles). Søndag startes der kl. 8:00 i rækkefølgen C, B, A (her slår damerne i række C ud først, derefter herrerne i række C, osv.).

Rækker D og E (begynder og junior) spiller deres mesterskab på Par-3 banen. De spiller i en mix-række over i alt 2 runder: én runde lørdag og én runde søndag (18 huller i alt) med start fra kl. 10:00 begge dage.

Mesterskaberne forventes afsluttet ca. kl. 15:00 søndag, hvor vi planlægger præmieoverrækkelse og en lille festlig sammenkomst i klubhuset/på terrassen. Bemærk: Hvis tidsplanen kræver det, kan der blive indført cuts efter lørdagens spil for at sikre, at vi bliver færdige til tiden om søndagen.

Klubmesterskab 2025 – Hulspil

Klubmesterskabet i hulspil afholdes 2 uger efter slagspilsmesterskaberne. Deltagerfeltet udgøres af de 8 bedst placerede herrer og 8 bedst placerede damer fra slagspilsmesterskabets række A. Hvis der ikke er 8 kvalificerede i hver kategori, suppleres der op med de næste bedst placerede fra række B, og derefter fra række C osv., indtil feltet er fyldt op.

Turneringen afvikles som cup-format over en weekend, med kvart- og semifinaler om lørdagen (to runder for dem der går hele vejen) og finaler om søndagen. Der spilles separate herre- og damerækker. Vi ser frem til nogle spændende og intense matchplay-dueller om klubtitlerne.

Onsdagsgolf

Onsdagsgolf er kommet rigtig godt fra start i år, med mellem 30 og 60 deltagere hver onsdag eftermiddag. Det er en skøn blanding af både lav- og højhandicapspillere – herunder også en del nye medlemmer i GKL – som mødes og spiller 9 huller. Efter runden samles alle til hyggeligt samvær i klubhuset, hvor der er præmieoverrækkelse. Som noget nyt i år uddeles der også præmier for birdies, hvilket har tilført ekstra spænding og glæde.

Hvis du er ny golfer og savner nogen at spille med, er Onsdagsgolf en rigtig god mulighed for at møde andre spillere og komme godt ind i klubfællesskabet. Vi sørger for en afslappet og venlig atmosfære, hvor alle kan være med uanset niveau. Vi ses hver onsdag!

Turneringsudvalget søger flere medlemmer

Til slut har vi en vigtig opfordring: Turneringsudvalget har brug for flere medlemmer. Lige nu består udvalget kun af 3 personer, hvoraf den ene er på vej til at stoppe. For at vi kan løfte de mange opgaver og få en passende fordeling af arbejdet, har vi brug for 4–6 friske medlemmer mere i udvalget. Vi er p.t. lidt for få – og stadig ved at tilegne os erfaring – til at magte det hele, selvom tidligere udvalgsmedlemmer heldigvis giver en hjælpende hånd indimellem (stor tak for det!).

Udvalgets opgaver omfatter bl.a. at planlægge og gennemføre:

  • Sponsorturneringer (ca. 4–5 årligt), fx flagmatch, Vinspecialisten-turnering, åbnings- og afslutningsmatch, udvalgsmatch m.fl.
  • Danmarksturneringen – vi har aktuelt 6 hold med, hvilket. 4–5 weekends om året.
  • Regionsgolf – koordination for vores nuværende 9 hold (primært planlægning i marts måned).
  • Klubmesterskaberne (både slagspil og hulspil, jf. ovenfor).

Arbejdet består i at oprette turneringerne i GolfBox, planlægge format og forløb samt afvikle dem på dagen. Det sker i tæt samarbejde med sekretariatet, caféen og de involverede sponsorer. Som medlem af udvalget skal man forvente at være til stede på nogle af turneringsdagene – men vi deler selvfølgelig opgaverne imellem os, så ingen står med det hele alene, og man kan aftale indbyrdes, hvilke dage man kan dække.

Det er en fordel, hvis du har kendskab til GolfBox eller turneringsledelse, men det er ikke et krav. Vi skal nok sørge for grundig oplæring. Faktisk planlægger vi et kursus i GolfBox i sensommeren, hvor en konsulent fra GolfBox kommer og underviser os, så vi alle bliver klædt godt på.

Har du lyst til at være med i turneringsudvalget, eller vil du bare høre lidt mere, så er du meget velkommen til at kontakte udvalgsformand Georg Thomsen for nærmere oplysninger. Vi har brug for dig – uanset om du er erfaren turneringsleder eller helt grøn og bare har gåpåmod!

.

Cafeen

Det gode vejr har medført livlig aktivitet på terrassen. Vi vil gerne takke Mette for god mad og for at bidrage til den gode stemning i klubben.

Der har været et ønske om et åbent bestyrelsesmøde på terrassen som vi afholdt sidste år, det vil vi gøre efter sommerferien.

Til sidst vil jeg ønske alle en god sommer.

 

Med venlig hilsen,
Jytte Kristensen
Formand, Golfklubben Lillebælt