Mentor i GKL
Formålet med mentorordningen i GKL er at sikre, at vores nybegyndere får en god start i klubben – både socialt og sportsligt – fra indmeldelse som prøvemedlem og frem til den endelige indmeldelse. Mentoren er en erfaren golfer, som hjælper nye medlemmer med at falde godt til i klubben, forstå regler og etikette på banen samt udvikle deres golfspil.
Mentorens opgaver på det sportslige område består blandt andet i at tage godt imod de nye medlemmer, hjælpe dem med at udvikle deres spil gennem spil på par 3-banen og – når de er klar til det – gennemføre de praktiske prøver, der kræves for at kunne blive fuldt indmeldt i klubben. Andre opgaver omfatter oplæring i Golfbox, introduktion til golfregler og klubbens normer, besvarelse af spørgsmål samt generel støtte, så nybegynderne føler sig trygge og hurtigt bliver en del af klubbens kultur.
Mentorordningen skaber værdi for alle parter. Nybegynderen får en tryg og personlig start, hvilket øger glæden ved spillet og lysten til at fortsætte i klubben. Klubben får mere tilfredse og engagerede medlemmer, et stærkere fællesskab og en kultur, hvor nye medlemmer hurtigt føler sig velkomne.
For mentoren selv giver ordningen mulighed for at dele sin passion for golf, engagere sig aktivt i klubfællesskabet og ikke mindst opleve glæden ved at hjælpe andre. Mentorerne har generelt stor fornøjelse af deres medvirken og vender ofte tilbage år efter år.
Hvis du har lyst til at være med, så henvend dig endelig til mig
Hans Dinesen
Telefon 24622682