Info fra greenkeeperne……
Sommeren er nu endelig over os, og græsset, herunder roughen gror lystigt!
Vekslende vejr gør godt på banen, som står perfekt.
Ikke bare efter vores egen opfattelse, men også mange medlemmer og gæster roser banen, og vores fantastiske udsigt.
Tilbagevendende får roughen dog ikke de fleste roser, til trods for, at den står utroligt smuk i øjeblikket, samtidig med den flotte definering af alle hullerne.
Der burde være midler til at sende en drone ud med et kamera, inden roughen klippes indenfor de næste 2 til 3 uger!
Sidste år begyndte vi med hvide streger foran de fleste greens, for at aflaste/begrænse koncentreret slidtage på de ondulerede greenområder.
Vi vil helst undgå at genoptage afstribningerne.
Det kan vi, hvis vi alle undgår at køre i de ondulerede greenområder med vores golfvogn, golfscoter eller golfbuggie.
Det samme gør sig gældende de enkelte steder, hvor der stadig er bare pletter i græsset.
For at tilføre de ondulerede greenområder mere fugtighed i vandingssæsonen, er vi begyndt at montere supplerende sprinklere ved flere greens.
11. og 14. green er i stadig ”bedring”, og de har meget fokus i den daglige drift.
De opmærksomme har nok observeret prøveopsatte ”børster”, som afstandsmarkeringer i fairway på 13. hul.
I forhold til de eksisterende afstandsmarkeringer, er der en væsentlig besparelse i både indkøb og vedligeholdelse ved at anvende ”børster”.
Konstruktionen gør, at fairwayklipperen bare ”kører” henover, uden at beskadige børsten. Der er vi dog lidt udfordret af den ældste fairwayklippers klippesystem. Det arbejder vi på at løse.
Generelt kan det efterhånden være en tanke værd, om GPS ure og andre afstandsmålere er ved at overflødiggøre de permanente afstandsmarkeringer på fairway?
Vi er stadig udfordret med at nå alle finishopgaver på banen, og glæder os til, at få organiseret nogle flere frivilliggrupper.
I den sammenhæng er vi glade til at få hjælp til fjernelse af ukrudt, og pålægning af flis ved hække på drivingrange og langs indkørslen, samt renholdelse af klubhusets og toiletbygningens omgivelser.
Vi har lavet en aftale med Vestfyns Golfklub om lån af en såkaldt hurtigprikler til de månedligt,
tilbagevendende priklinger af greens.
Til transport frem og tilbage mangler vi dog en maskintrailer, enten lån eller fornuftigt køb.
OBS: Skulle der være et af klubbens medlemmer, som kan hjælpe os med at løse denne udfordring, så kontakt endelig Jesper Hjort.
Den årligt tilbagevendende, og pligtige indberetning af vores pesticidforbrug, er sendt til Miljøstyrelsen.
Forbruget er under det maksimalt tilladte.
Lillebæltsstiens midlertidige omlægning er endnu ikke hensigtsmæssigt skiltet, og har affødt orienteringsmæssige udfordringer for alle brugerne.
Der er dialog med Energi herom, og bedre løsning er på vej.
Fortsat god golfsommer til jer alle.
På vegne af greenkeeperne.
Jesper Hjort
Mobil 3017 3711